Risiko for fire års fængsel stopper ikke imamers skilsmissekontrakter: »Det er de færreste i den situation, der anmelder«

En potentiel straf på op til fire års fængsel stopper tilsyneladende ikke brug af kontroversielle skilsmissekontrakter. For kvinder i Danmark er stadig nødt til at indgå islamiske skilsmissekontrakter for at slippe ud af et ulykkeligt ægteskab. Det afslørede Berlingske tirsdag. I ét tilfælde har en københavnsk moské betinget sig, at kvinden gav afkald på »alle sine rettigheder« som en kompensation for at »løsrive sig fra ægteskabets bånd«. Berlingske beskrev også tirsdag et andet eksempel på en islamisk skilsmissepraksis, som af en forening betegnes som kvindeundertrykkende. De nye oplysninger synes umiddelbart at stride imod den hensigt, som Mattias Tesfaye (S) udtrykte, da han i oktober 2020 præsenterede et indgreb imod imamers skilsmissekontrakter. Her annoncerede han et politisk modsvar mod de eksempler på imamers indblanding i skilsmissesager, som Berlingske havde beskrevet hen over efteråret 2020. »Vi er nødt til at tage det mere alvorligt, når vi ser eksempler på imamer, der blander sig i skilsmissesager på en dårlig måde, og jeg tror, at de ændringer af loven, vi vil lave, kan være ret vigtige,« sagde Mattias Tesfaye til Berlingske. Det vakte dengang opsigt, da det i Berlingske kom frem, at den kendte imam Abu Bashar havde medvirket til en skilsmissekontrakt, hvor en voldsramt kvinde måtte frasige sig en række rettigheder for at blive skilt. Eksempelvis skulle hun skrive under på, at hun ikke ville gifte sig igen. Det var på den baggrund, at Folketinget i marts 2021 stemte for det forslag, som Tesfaye havde varslet i Berlingske. Fra da af har imamer risikeret op til fire års fængsel, hvis de udøver negativ social kontrol og tvang via en skilsmissekontrakt. Derfor har kontrakterne værdi Men forbuddet har tilsyneladende ikke stoppet imamer fra at medvirke til de omdiskuterede skilsmissekontrakter. Islamic Cultural Center i Københavns Nordvestkvarter står eksempelvis bag en skilsmissekontrakt, hvor en voldsramt kvinde skal frasige sig alle rettigheder for at blive skilt. Det kan eksempelvis dække over samvær med børnene, eller at kvinden skal tilbagebetale brudegaven fra ægteskabet, forklarer lektor Sofie Danneskiold-Samsøe til Berlingske. Ifølge hende er det ikke så overraskende, at kvinderne fortsat indgår problematiske skilsmissekontrakter. Disse kontrakter er nemlig afgørende for, at kvinden eller manden kan komme videre i livet. Eksempelvis for at finde sig en ny partner. For selvom kontrakterne ikke har juridisk gyldighed, har de stor social og kulturel værdi. »Det kan være, at de vil gifte sig igen muslimsk. Det har kvinden – i modsætning til manden – ikke lov til, hvis hun er gift med en anden. Det kan også være, at kvinden ønsker sig fri af mandens vold og kontrol,« siger Sofie Danneskiold-Samsøe, der forsker i æresrelateret vold og kontrol ved Københavns Professionshøjskole. Hun har i sit arbejde talt med flere kvinder udsat for æresrelateret vold og kontrol, og hun forklarer, at kvinder kan være desperate efter at få en skilsmisse. »Kvinder fortæller om, at deres mænd mener, at de har hånd- og halsret over dem, så længe de er gift, og har ret til at komme og gå i kvindens hjem. Han kan også tiltvinge sig sex med hende, hvis han ønsker det. Også familie, slægt og det muslimske bagland betragter typisk parret som gift, hvis de ikke får en islamisk skilsmisse,« siger Sofie Danneskiold-Samsøe. Og selvom de islamiske skilsmissekontrakter ikke har nogen juridisk gyldighed, har de alligevel en vigtig kulturel værdi i det miljø, kvinderne er en del af. »Her bliver kvinder ikke betragtet som skilt, selvom de har fået en skilsmisse fra de danske myndigheder. Ligesom der skal indgås en religiøs ægteskabskontrakt for at regnes for gift, skal kvinderne have en islamisk skilsmisse for at regnes for skilt. Hvis kvinderne er troende, kan skilsmissekontrakten også have en personlig værdi for dem,« siger Sofie Danneskiold-Samsøe. Kvinder tør ikke anmelde Rigspolitiet har ikke data for, om den specifikke paragraf, der omhandler imamernes medvirken til skilsmissekontrakter, er blevet brugt siden marts 2021. Men flere af de foreninger, der hjælper kvinderne ud af de islamiske ægteskaber, kender ikke til eksempler på sigtelser eller domme. Det kan der også være en ganske god grund til, vurderer Sofie Danneskiold-Samsøe. »Jeg kunne forestille mig, at det er samme forhold, som gælder de kvinder, der udsættes for æresrelateret vold, men som ikke tør at anmelde voldsudøveren. Det er de færreste i den situation, der anmelder voldsudøveren,« siger hun. De voldsramte kvinder frygter nemlig ikke kun repressalier fra voldsudøveren, men fra hele familien og det kulturelle og religiøse bagland, de er en del af. Af samme årsag tør kvinderne ikke anmelde imamerne bag skilsmissekontrakterne, mener hun: »De bliver beskyldt for at være forrædere, hvis de går til politi og domstole. Dermed kan kvinder frygte, at de bliver socialt udstødt fra familie og bagland, hvis de anmelder. De skilsmisseråd, som står bag kontrakterne, frygter tilsyneladende ikke anmeldelse og har kunnet fortsætte deres praksis,« siger hun. Den samme oplevelse har Kefa Abu Ras, der er stifter af foreningen Søstre mod Vold og Kontrol. »De her kvinder er rigtig bange for at anmelde. Dels kan de være bange for eksmanden, dels kan de være bange for de religiøse autoriteter og deres villighed til at hjælpe med skilsmissen.« https://www.berlingske.dk/indland/risiko-for-fire-aars-faengsel-stopper-ikke-imamers-skilsmissekontrakter